Euroinvestor.com A/S indgår internationalt samarbejde med Philips om Net TV


Euroinvestor der er en af Europas førende investorportaler har
indgået internationalt samarbejde med Philips om Net TV. På en enkel
og hurtig måde kan du nu få adgang til Euroinvestors mest populære
finanstjenester direkte fra dit tv i et skræddersyet format.

Tjenesterne ses direkte på din tv-skærm efter blot ét tryk på en
knap. Tryk en gang til og du surfer med fjernbetjeningen akkurat som
du gør på pc'en.

Net TV er indbygget i alle Philips tv i Europa i 8000-serien,
9000-serien og Cinema 21:9.

Med Net TV er internettet skræddersyet til at virke lige så godt på
tv-skærmen som på computeren. Uden digital tv-boks eller abonnement
og uden at brugeren behøver tænde computeren for at komme på
internettet.

"Vi er stolte over, at en global spiller som Philips har valgt
Euroinvestor som partner og indholdsleverandør på finansinformation
til Net TV i Norden. Vi ønsker at være tilstede på alle platforme, og
på sigt kan man måske forestille sig, at brugerne også en dag kan
handle aktier fra sofaen med sin fjernbetjening", udtaler
Euroinvestors CEO Jens Alminde.

"Philips Net TV har et antal prioriterede områder, og hér passer
Euroinvestors nyheder og tjenester meget fint ind", fortæller
salgsdirektør John Heinemann, Philips Consumer Lifestyle.

I første omgang dækker aftalen Norden, men kan løbende udvides til at
omfatte de markeder hvor Euroinvestor driver portal, herunder
Frankrig, England, Italien og Spanien.

En række globale partnere leverer i dag indhold til Philips Net TV,
herunder  YouTube og eBay.

Mediekontakt
Euroinvestor.com A/S, Jens Alminde, CEO, ja@euroinvestor.com, 40 92
00 62

Om Euroinvestor
Euroinvestor er blandt Skandinaviens førende investorportaler.
Euroinvestor ejer og driver investorportaler i Italien, Spanien,
England, Holland, Frankrig, Sverige, Norge og Danmark. Herudover ejer
Euroinvestor 50,1 pct. af Boliga, som er Skandinaviens største
uafhængige boligportal. Boliga driver portaler i Sverige, Norge og
Danmark.

Om Philips
Royal Philips Electronics of the Netherlands er globalt førende inden
for helse og sundhed, livsstil og teknologi og tilbyder produkter,
tjenester og tekniske løsninger i overensstemmelse med
varemærke-løftet "sense and simplicity". Hovedkontoret ligger i
Holland og Philips har cirka 134 200 ansatte i flere end 60 lande og
en årsomsætning på 27 milliarder Euro i 2007.