Periodemeddelelse 1. til 3. kvartal 2009


Selskabsmeddelelse nr. 26/2009

Resultatet i Fionia Holding A/S er i de første tre kvartaler af 2009 præget af
en række ekstraordinære forhold. 

På den ekstraordinære generalforsamling den 19. oktober 2009 blev det besluttet
at sælge aktierne i Fionia Bank A/S til Finansiel Stabilitet A/S. Salget skete
til kurs 0, hvilket svarede til bogført værdi ved udgangen af 2. kvartal 2009. 

Modydelsen for salget er en ”earn out” aftale. Den anførte ”earn out” aftale i
aktieoverdragelsesaftalen mellem Fionia Holding A/S som sælger og Finansiel
Stabilitet A/S som køber giver mu-lighed for, at den foreløbigt anførte købesum
svarende til kurs 0 kan reguleres i opadgående retning til fordel for Fionia
Holding A/S. 

En positiv regulering forudsætter, at der - totalt set - realiseres et overskud
ved afvikling af den del af Fionia Bank A/S (omfattende de særlige risikofyldte
engagementer), der bliver overdraget til Nova Bank Fyn A/S og således ikke
overtages af Nordea. 

Beregningen af resultatet i Nova Bank Fyn A/S vil omfatte driftsresultatet i
banken, herunder en markedsbaseret forrentning til Finansiel Stabilitet A/S for
den finansiering, som Finansiel Stabilitet A/S har stillet til rådighed for
Fionia Bank A/S i forbindelse med Finansiel Stabilitet A/S' overtagelse og
afvikling af banken. Salgsprovenuet på ca. 900 mio. kr. vedrørende Nordeas
erhvervelse af aktierne i Fionia Bank A/S vil ligeledes indgå i
driftsresultatet i banken ved beregning af reguleringsbeløb. 

Et eventuelt reguleringsbeløb vil blive udbetalt til Fionia Holding A/S til
fordeling blandt Fionia Holding A/S' kreditorer (dvs. den efterstillede
kapital) og aktionærer i overensstemmelse med konkurslovens regler. 

Fionia Holding A/S har ingen aktiver udover ”earn out” aftalen, som er
indregnet uden værdi i balancen. 

På passivsiden er den ansvarlige kapital, som udgjorde 843 mio. kr. ved
udskillelsen af Fionia Bank A/S den 27. maj 2009. Dertil kommer rente, som
Fionia Bank A/S har betalt for Fionia Holding A/S i perioden 1. januar til 27.
maj 2009 på 9 mio. kr. samt akkumulerede, men ikke betalte renter efter 27. maj
2009 på 29 mio. kr., hvoraf 15 mio. kr. er påløbet i 3. kvartal. 

Gæld til Fionia Bank A/S og skyldige renter udgør i alt 38 mio. kr.

Egenkapitalen i Fionia Holding A/S bliver dermed negativ med 881 mio. kr. pr.
30. september 2009. 

Resultatet efter skat i Fionia Holding A/S udviser et underskud på 1.867 mio.
kr. for de første tre kvartaler. Resultatet i tredje kvartal er -15 mio. kr. og
vedrører alene skyldig rente og valutakursregulering af efterstillet kapital. 

I resultatopgørelsen indgår kurstab på aktierne i Fionia Bank A/S som følge af
underskud på driften. Kursværdien var pr. 30. juni 2009 fastsat til 0.
Egenkapitalen i Fionia Bank A/S var negativ med 79 mio. kr. pr. 30. juni 2009,
jf. fondsbørsmeddelelse nr. 19 af 31. august 2009. 

Fionia Bank A/S har den 29. oktober 2009, dvs. efter at aktierne I Fionia Bank
A/S er blevet overdraget til Finansiel Stabilitet A/S, offentliggjort en
periodemeddelelse, hvoraf det fremgår, at Fionia Bank A/S har haft et underskud
I de første 3 kvartaler på 2.675 mio. kr. og at egenkapitalen pr. 30. september
2009 var negativ med 881 mio. kr. 

Venlig hilsen
Bestyrelsen