Halvårsrapport for 1. halvår 2012


Bestyrelsen i SPARBANK A/S har i dag behandlet og godkendt halvårsrapporten for 1. halvår 2012. Banken følger de lagte planer og den udmeldte strategi. Den primære bankdrift udvikler sig positivt med stigning i rente- og gebyrindtægter på 9,9 % i forhold til 1. halvår 2011. Bankens likviditetsoverdækning er meget tilfredsstillende. Indlånet er vokset med over 500 mio. kr. siden årsskiftet, og der er nu balance imellem bankens udlån og indlån. Finanstilsynets skærpede retningslinjer omkring nedskrivninger på udlån mv. påvirker resultatet negativt med en engangseffekt på 191 mio. kr. før skat, så et ellers positivt resultat trækkes i et samlet underskud på 190,7 mio. kr. Banken forventer for hele 2012 en indtjening før nedskrivning, kursregulering og skat i niveauet 135 - 165 mio. kr., som udmeldt ved offentliggørelsen af årsrapporten 2011.
 

Halvårsrapporten i overskrifter:

  • Koncernens netto rente- og gebyrindtægter stiger med 9,9 % i forhold til 1. halvår 2011. Stigningen skyldes udvidelse af rentemarginal samt en generel stigning i gebyr- og provisionsindtægter, hvor specielt et højt aktivitetsniveau på realkreditområdet bidrager positivt.
  • Resultat før kursregulering, nedskrivninger på udlån samt skat på 66,3 mio. kr. mod 58,5 mio. kr. i 1. halvår 2011.
  • Positive kursreguleringer på 5,5 mio. kr. mod et tab på 26,3 mio. kr. i 1. halvår 2011.
  • Udgift til Indskydergarantifonden udgør 9,1 mio. kr.
  • Nedskrivninger på 261,7 mio. kr., hvoraf 191 mio. kr. er engangseffekt af Finanstilsynets skærpede retningslinjer omkring nedskrivninger. Nedskrivninger udgjorde 114,1 mio. kr. i 1. halvår 2011.
  • Efter indregning af periodens resultat udgør koncernens egenkapital 827,0 mio. kr. Koncernens solvens er på 12,6 % mod et individuelt solvensbehov på 9,3 %.
  • Koncernen har en solid likviditetsoverdækning i forhold til lovgivningens minimumskrav. Overdækningen er pr. 30. juni 2012 på 222,2 %, hvilket svarer til 3,1 mia. kr. En væsentlig årsag til dette er en sund balance imellem bankens indlån og udlån. Udlån udgør 7.866 mio. kr. og indlån udgør 7.925 mio. kr.
  • Koncernen ligger komfortabelt indenfor alle grænseværdierne i Finanstilsynets tilsynsdiamant, som omhandler summen af store engagementer, forholdet mellem udlån og indlån, likviditetsoverdækning, udlånsvækst og ejendomseksponering.
  • Ledelsen fastholder forventningerne til en indtjening før nedskrivninger, kursreguleringer samt skat i niveauet 135 - 165 mio. kr. i 2012.

”Vi er tilfredse med, at vores netto rente- og gebyrindtjening er forbedret med 9,9 % set i forhold til samme periode sidste år. Den forbedrede indtjening skyldes dels en forbedret rentemarginal og dels et højt aktivitetsniveau på især realkreditområdet. Vores basale bankforretning udvikler sig dermed i den rigtige retning, selv i et svært marked, hvor kundernes efterspørgsel efter bankfinansiering er på et lavt niveau. Vi forventer, denne positive udvikling vil fortsætte hen over året, også fordi vores nyetablerede filialer i 2011 i Nykøbing Mors og Frederiksberg nu giver positivt afkast”, udtaler adm. direktør Bent Jensen og fortsætter:

”Vores likviditetssituation er tilfredsstillende og udvikler sig positivt. Vi har ultimo juni 2012 en overdækning i forhold til lovens krav på 222,2 %, hvilket svarer til 3,1 mia. kr. Det skal blandt andet fremhæves, at vores indlån er steget med over 500 mio. kr. siden årsskiftet. Sammenholdt med en let faldende udlånsbalance betyder det, at der nu er balance imellem bankens indlån og udlån. Vi følger dermed vores likviditetsstrategi og forventer ikke udfordringer med at indfri de statsligt garanterede obligationer i 2013”.

”Som det fremgår af halvårsrapporten, er vores solvensspænd, der er forskellen mellem faktisk solvens og individuelt solvensbehov, på 3,3 %. Vi arbejder fortsat på at forøge kapitaldækningen. Hvis ikke der var kommet skærpede retningslinjer fra Finanstilsynet omkring nedskrivninger, havde vi kunnet realisere en forøgelse af solvensoverdækningen set i forhold til 1. kvartal af året”.

”Vores nedskrivninger er fortsat høje. Men det er vigtigt at se nuanceret på dette tal. Vores nedskrivninger for 1. halvår 2012 er negativt påvirket af 191 mio. kr. i ekstraordinære nedskrivninger som følge af Finanstilsynets meget omtalte ændrede principper for beregning af nedskrivningsbehov. Dette er en engangseffekt, som ikke er udtryk for nye dårlige sager eller forringet kreditkvalitet. Ses bort fra disse ekstraordinære nedskrivninger, er vores nedskrivninger faktisk forbedret fra 114 mio. kr. i 1. halvår 2011 til 71 mio. kr. i 2012. Så bortset fra de nye skærpede retningslinjer, så ser vi en positiv effekt af de gennemførte opstramninger på kreditpolitikken”.

”Den overordnede konklusion er derfor, at 1. halvår 2012 er forløbet som forventet. Bortset fra de ekstraordinære nedskrivninger affødt af nye retningslinjer fra Finanstilsynet, udvikler vi os positivt på alle væsentlige parametre og følger de planer og strategier, der er lagt. Den næste udfordring der skal løses, er kapitalstrukturen i forbindelse med indførelsen af Basel III reglerne, der skal være implementeret i 2015”, slutter adm. direktør Bent Jensen.
 

Med venlig hilsen
SPARBANK A/S


Bent Jensen
Adm. direktør

T 9616 1616

 


Attachments

Halvårsrapport for 1 halvår 2012.pdf