Fusionsplan underskrevet


Fondsbørsmeddelelse nr. 11/2012

Bestyrelserne for Sparekassen Hvetbo A/S og Sparekassen Vendsyssel har underskrevet fusionsplan

Den 28. september 2012

Sparekassen Hvetbo A/S og Sparekassen Vendsyssel offentliggjorde den 21. august 2012, at bestyrelserne havde besluttet at foreslå en fusion af de to pengeinstitutter med Sparekassen Vendsyssel som det fortsættende pengeinstitut efter fusionen. Som det fremgik af fondsbørsmeddelelsen gennemføres fusionen i henhold til bekendtgørelse om fusion af en sparekasse med et aktieselskab, som har tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed. 

Idet bekendtgørelsen er trådt i kraft dags dato, har bestyrelserne for Sparekassen Hvetbo A/S og Sparekassen Vendsyssel i dag underskrevet fusionsplan, som afspejler de tidligere offentliggjorte vilkår for fusionen.

Af fondsbørsmeddelelse nr. 9 af 21. august 2012 fremgik det, at aktionærer med flere end 9.090 aktier ville blive indløst delvist kontant, idet garanter i Sparekassen Vendsyssel ikke kan besidde garantkapital for mere end DKK 500.000. Bortset fra Spar Hvetbo Fonden og Finansiel Stabilitet A/S er der ingen, der besidder aktier i et sådant omfang, og vilkåret er derfor ikke vedtaget i fusionsplanen.

Følgende dokumenter er derfor tilgængelige på pengeinstitutternes hjemmesider (www.sparhvetbo.dk og www.sparekassen-vendsyssel.dk):

  • Informationsmateriale til aktionærerne
  • Fusionsplan
  • Fusionsredegørelse
  • Revisorudtalelser om fusionsplanen (herunder om bytteforholdet)
  • Revisorerklæring om kreditorernes stilling
  • Udkast til vedtægter for det fortsættende selskab, Sparekassen Vendsyssel
  • Revideret mellembalance pr. 30. juni 2012 for Sparekassen Vendsyssel og revideret halvårsrapport pr. 30. juni 2012 for Sparekassen Hvetbo A/S
  • Årsrapporter for 2009, 2010 og 2011 samt halvårsrapporter for første halvår af 2012 for de to fusionerende pengeinstitutter.

Fusionen er forsat betinget af godkendelse af generalforsamlingen i Sparekassen Hvetbo A/S og af repræsentantskabet i Sparekassen Vendsyssel. Der vil blive afholdt ekstraordinær generalforsamling den 31. oktober 2012 og ekstraordinært repræsentantskabsmøde den 30. oktober 2012. Indkaldelse vil ske i løbet af de kommende dage.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har den 19. september 2012 godkendt fusionen. Fusionen er dog fortsat betinget af Finanstilsynets godkendelse af sammenlægningen. Godkendelsen på generalforsamlingen i Sparekassen Hvetbo A/S forudsætter fondsmyndighedens (Erhvervsstyrelsens) samtykke til Spar Hvetbo Fondens opbakning til fusionen.

Der udsendes senere meddelelser om nødvendige godkendelser og beslutninger.

Med venlig hilsen

Christian Hem

Formand for bestyrelsen

Tlf. 40 83 78 48 / bestyrelse@sparhvetbo.dk