STYLEPIT A/S – Gennemførelse af købstilbuddet - Offentliggørelse af resultat af købstilbuddet

Selskabsmeddelelse nr. 43 / 2015


Hermed offentliggøres meddelelse fra Tilbudsgiver.

Den 16. september 2015 afgav Aktieselskabet af 14.10.2012 (”Tilbudsgiver”) et frivilligt, betinget købstilbud til aktionærerne i Stylepit A/S i henhold til et tilbudsdokument af samme dato. Efterfølgende blev tilbudsperioden ad flere omgange forlænget til den 10. december 2015, kl. 16 (dansk tid).

Allerede ved forrige tilbudsperiodes udløb (den 24. november 2015) var betingelsen om opnåelse af mindst 50,01 % af aktierne og stemmerettighederne, inklusive aktier ejet af Tilbudsgiver, opfyldt.

Ved den forlængede tilbudsperiodes udløb den 10. december 2015 kl. 16 havde Tilbudsgiver modtaget yderligere tilsagn om accept af købstilbuddet. Ifølge den foreløbige optælling har Tilbudsgiver modtaget accepter for samlet 656.826.029 stk. aktier, som sammen med de aktier som Tilbudsgiver ejer i Stylepit svarer til 83,44 % af aktierne og stemmerne i Stylepit.

Tilbudsgiver har nu også modtaget samtlige fornødne godkendelser fra konkurrencemyndighederne og har konstateret, at samtlige betingelser for tilbuddet er opfyldt. Købstilbuddet vil således blive gennemført.

Tilbudsgiver udtaler:

Eftersom det nu kan konstateres, at vi har opnået accepter for lidt mere end 83% af aktierne i Stylepit vil vi nu overveje hvilke tiltag, der mest hensigtsmæssigt skal iværksættes. Således forventer vi at komme med en udmelding herom i løbet af næste uge.

Købstilbuddet vil blive gennemført i dag med forventet afvikling 15. december 2015.

På vegne af Aktieselskabet af 14.10.2012


Attachments

Meddelelse nr  43_2015_STYLEPIT.pdf