Halvårsrapport 2022 for Djurslands Bank


Fondsbørsmeddelelse 11/2022

Samlet set et tilfredsstillende resultat for 1. halvår
Første halvår af 2022 må på selve bankdriften betegnes som særdeles god med en
usædvanlig høj indtjening fra aktiviteterne på boligområdet samt stigende indtjening fra
vækst i udlån og forbedret indtjening på bankens indlån. Bankens basisresultat stiger
med 40,6 mio. kr. svarende til 70,8% i forhold til 1. halvår 2021.

Til gengæld medfører konjunkturudviklingen og de kraftigt stigende renter i 1. halvår, at
resultat før skat er markant påvirket af negative kursreguleringer på både obligationer
og aktier. Resultat før skat udgør 51,7 mio. kr., hvilket er et fald i forhold til samme
periode i 2021 på 8,9 mio. kr., svarende til et fald på 14,7%.

  • Kursreguleringer er markant negative med 42,6 mio. kr., som følge af negative
    kursreguleringer fra obligationer og børsnoterede aktier, mens sektoraktier og
    valuta bidrager med et positivt afkast. I samme periode i 2021 var de negative
    kursreguleringer alene på 9,1 mio. kr.
  • Nedskrivninger for 1. halvår er på et tilfredsstillende lavt niveau med en udgift på
    3,6 mio. kr. I samme periode i 2021 var der dog en indtægt på 12,4 mio. kr.,
    hvilket giver et fald i resultatet på 16 mio. kr. I bankens akkumulerede
    nedskrivninger er der fortsat et ledelsesmæssigt skøn på 45 mio. kr. vedrørende
    COVID-19 samt en række øvrige potentielle risici for den fremtidige økonomiske
    udvikling.
  • Den gennemsnitlig egenkapitalforrentning udgør 7,9% p.a. før skat.
  • Bankens forretningsomfang (samlede udlån, indlån (inkl. puljer) og garantier) pr.
    30 juni 2022 udgør 18,0 mia. kr. og er steget med 0,5 mia. kr. i forhold til samme
    tidspunkt i 2021, svarende til en stigning på 2,9%.
  • Vækst i udlån fra ultimo juni 2021 til ultimo juni 2022 er på 13,1%.
  • Vækst i indlån ekskl. puljer fra ultimo juni 2021 til ultimo juni 2022 er på 3,2%.
  • Kapitalprocent på 18,9% og kernekapitalprocent på 18,1%, samt et solvensbehov
    på 9,4%. Kapitalkravet (NEP-kravet, kapitalbevaringsbuffer og konjunkturbuffer)
    er opgjort til 15,7%, mens NEP-kapitalprocenten er opgjort til 20,2% svarende til
    en overdækning på 4,5 procentpoint. Bankens kapital består af egenkapital på
    1.310,9 mio. kr., Tier 2 kapital på 49,8 mio. kr., samt NEP-kapital (Tier 3) for
    74,4 mio. kr.
  • Forventning til 2022:
    Banken udmeldte i årsrapporten for 2021 et forventet resultat før skat for 2022 i
    niveauet 100-130 mio. kr. Med baggrund i bankens realiserede resultat for
    1. halvår 2022 fastholdes de udmeldte forventninger.

For uddybende kommentarer henvises til bankens halvårsrapport.
Eventuelle spørgsmål kan rettes til bankdirektør Lars Møller Kristensen på
telefon 86 30 31 49.


Venlig hilsen
Djurslands Bank

Lars Møller Kristensen
Bankdirektør

Vedhæftet fil



Attachments

Djurslands Bank halvårsrapport 2022