God start på sommersæsonen gør at Tivoli opjusterer resultatforventningerne


En god sæsonstart og mindre forbrugsmæssig afmatning end forventet betyder, at Tivoli opjusterer forventningerne til årets resultat.

Ved årets begyndelse var Tivolis forventninger til 2023 en omsætning på niveau med 2022 svarende til 1.100 mio. kr. med et resultat før skat i niveauet 50-70 mio. kr. Forventningerne var baseret på usikkerheder omkring forbrugeradfærden grundet den underliggende økonomiske usikkerhed. Tivoli kan nu opjustere disse forventninger.

”Gæsterne har kvitteret positivt og benyttet sig af Tivolis mange aktiviteter og tilbud i sæsonens første måneder. Haven er velbesøgt, forlystelserne kører og forårets omfattende kultur- og gastroprogram, bl.a. med en vellykket Food Festival, er blevet taget særdeles godt imod af Tivolis gæster. Den forventede afmatning i privatforbrug og forventning til stigning i energipriser, ser samtidig ud til at være markant mindre end frygtet. Det er meget glædeligt”, udtaler adm. direktør, Susanne Mørch Koch.

Tivoli opjusterer på den baggrund forventningerne til en omsætning i niveauet 1.150 mio. kr. for 2023. Årets resultat før skat forventes i niveauet 70-90 mio. kr.

Med venlig hilsen

Tom Knutzen                    Susanne Mørch Koch
Bestyrelsesformand        Adm. direktør


Kontaktperson: Pressechef, Torben Plank tlf. 22237440 / tpl@tivoli.dk

 

Vedhæftet fil



Attachments

Tivoli AS - Fondsbørsmeddelelse nr 7 - Tivoli opjusterer resultatforventninger efter en flot start på sommersæsonen