FLS Industries sælger 108.000 kvm stort areal i Valby


FLS Industries A/S har indgået aftale om salg af et 108.000 kvm grundstykke, der grænser op til FLS Koncernens hovedkontor i Valby - beliggende mellem mellem Gl. Køge Landevej og Vigerslev Allé (Matr. Nr. 472 Valby). Regnskabsteknisk har salget af driftsaktiverne en positiv engangseffekt på EBIT-resultatet på ca. 90 mio. kr. (12 mio. euro) i 2001. Der henvises til FLS' halvårsmeddelelse af 28. august 2001 (fondsbørsmeddelelse nr. 13-2001).

Området er centralt beliggende med tæt adgang til motorvej, tog, busser og en kommende S-station. Området har siden 1898 været i FLS Koncernens eje og har huset Valby Maskinfabrik. I 1996 købte FLS Koncernen den schweiziske gearproducent MAAG Gear og integrerede Valby Maskinfabriks aktiviteter i dette selskab og flyttede hovedparten af produktionen til Polen. Således udnytter MAAG Gear i dag kun en mindre del af de 49.000 kvm bygninger på arealet til produktion - en produktion, der er planlagt udflyttet inden udgangen af 2002. Denne udvikling samt stadigt stigende krav om lokalproduktion ved indgåelse af større ordrer på cementmaskinmarkedet indebærer, at et ejerskab af de pågældende arealer ikke længere har en strategisk betydning for Koncernen. Hovedparten af bygningerne på arealet er således i dag udlejet til eksterne lejere.

FLS Industries A/S
Koncerninformationsafd.