Totalkredit/Nykredit tilbyder Sparekassen Faaborg en ændret arbejdsaftale



Totalkredit/Nykredit tilbyder Sparekassen Faaborg en ændret
arbejdsaftale
Som meddelt af Totalkredit/Nykredit den 6. marts 2008 tilbydes
pengeinstitutterne bag Totalkredit en ny og bredere samarbejdsaftale,
der udbygger aftalen fra 2003, der blev indgået, da Nykredit købte
Totalkredit. Tilbuddet er dog betinget af, at et tilstrækkeligt antal
pengeinstitutter tiltræder det.

Sparekassen Faaborg har besluttet at bakke op om det nye
aftalegrundlag.

Under forudsætning af, at det ændrede aftalegrundlag godkendes, vil
det allerede i indeværende regnskabsår påvirke Sparekassen Faaborgs
resultatopgørelse og solvens jf. nedenfor.

Vedtagelse af tilbudt efterbetaling vil medføre en kursavance i
Sparekassen Faaborg
Den oprindelige købsaftale fra 2003 indeholdt en efterregulering af
Nykredits købesum for Totalkredit, der var afhængig af Totalkredits
markedsandel pr. 1. april 2010. Brancheglidning vil imidlertid
besværliggøre en præcis beregning af Totalkredits markedsandel i
2010. Derfor tilbyder Nykredit allerede nu pengeinstitutterne at
fastsætte markedsandelen til 35% pr. 1. april 2010. Dette medfører en
efterbetaling til pengeinstitutterne på i alt 1.460 mio. kr. efter
skat. Selve betalingen sker som oprindelig aftalt først den 1.
oktober 2012, og fordeles blandt pengeinstitutterne efter
ejerandelene i Totalkredit ved salget af selskabet i 2003.

Selv om efterbetalingen først forfalder i 2012, skal
pengeinstitutterne - hvis tilbuddet accepteres - allerede nu indregne
nutidsværdien af den fremtidige efterbetaling som en kursavance i
resultatopgørelsen. For Sparekassen Faaborg vil efterbetalingen
resultere i en kursavance på ca. 25,7 mio. kr.

Overgang til ny samarbejdsmodel øger solvensprocenten i Sparekassen
Faaborg
Udover fastsættelsen af efterbetalingen ligger det i tilbuddet, at
pengeinstitutterne senest pr. 1. april 2008 skal overgå fra den
gældende tabsgarantimodel til en modregningsmodel. Fremadrettet vil
eventuelle tab på Totalkreditlån formidlet af pengeinstitutterne
blive modregnet i de løbende provisioner, som pengeinstitutterne
modtager fra Totalkredit for sin indsats og servicering af
låntagerne, indtil hele det konstaterede tab er dækket.

Overgangen til modregningsmodellen betyder i Sparekassen Faaborgs
tilfælde, at tabsgarantier for ca. 928 mio. kr. overfor Totalkredit
bortfalder. Hermed reduceres de risikovægtede poster, hvilket - alt
andet lige - betyder en forøgelse af Sparekassens solvensprocent.

Attachments

TotalkreditNykredit