NeuroSearch rapporterer endelige resultater fra TIPO-2 studiet med tesofensine til behandling af fedme


Selskabsmeddelelse


NeuroSearch rapporterer endelige resultater fra TIPO-2 studiet med tesofensine
til behandling af fedme 

- Resultaterne viser, at tesofensines enestående vægtreducerende effekt opnås
gennem både appetitnedsættelse og en favorabel indvirkning på energi- og
fedtomsætning 
- De positive resultater understøtter tydeligt tesofensines potentiale som en
ny og bedre behandling af fedme og type 2-diabetes 

NeuroSearch har afsluttet den detaljerede evaluering af data fra TIPO-2, et
humant metabolisk studie med tesofensine, der er en monoamin-reuptake-hæmmer
under udvikling til behandling af fedme og type 2-diabetes. Resultatene viser,
at tesofensine giver en signifikant forøget mæthedsfornemmelse samt reducerer
lysten til at spise og samtidigt også influerer positivt på energiforbrug og
fedtomsætning hos overvægtige patienter. Denne synergieffekt kan formentlig
være med til at forklare tesofensines enestående vægtreducerende virkning, der
blev set både i TIPO-2 studiet (placebo-kontrolleret gennemsnitligt vægttab på
1,8 kg efter 14 dage), i TIPO-1 studiet (placebo-kontrolleret gennemsnitligt
vægttab på 9,2 kg efter 24-ugers behandling), og i TIPO-4 (yderligere vægttab
på ca. 4 kg efter 24-ugers behandling i forlængelse af TIPO-1). 

TIPO-2 var et randomiseret, dobbeltblindet, placebo-kontrolleret,
parallelgruppestudie i hvilket 32 overvægtige personer med et BMI (Body Mass
Index (kg/m2)) på 28-35 blev behandlet i 14 dage med enten tesofensine
(accelereret daglig dosering på op til 1 mg eksponering) eller placebo.
Formålet med studiet var at evaluere tesofensines effekt på udvalgte
metaboliske parametre gennem måling af energiforbrug, fedtforbrændning samt
subjektive appetitfølelser (målt ud fra Visuel Analog Skala - VAS), DEXA
scanning og biokemiske blodanalyser. 

Nedenfor følger hovedkonklusionerne fra evalueringen af tesofensines
metaboliske effekt i TIPO-2 studiet: 

• Tesofensine reducerer appetitfølelsen 
I lighed med tidligere kliniske data fra TIPO-1 studiet viste de subjektive
appetitfølelser målt efter 14-dages behandling i TIPO 2, at personerne i
tesofensine-gruppen havde en øget mæthedsfornemmelse med mindre lyst til at
spise end personerne i placebo-gruppen (p<0.05). 

• Tesofensine øger fedtforbrændingen betydeligt og reducerer fedtvævet 
I tesofensine-gruppen blev fedtforbrændingen øget med 15% (p<0.05) over 24
timer, mens proteinforbrændingen over 24 timer var lavere sammenlignet med
placebo-gruppen (p<0.05). Samtidig viste resultaterne fra DEXA scanning et
statistisk signifikant større tab af fedtvæv hos personerne i
tesofensine-gruppen end i placebo-gruppen (p<0.01). 

• Tesofensine øger adiponectin-niveauet og forbedrer insulinfølsomheden
Det signifikante tab af fedtvæv hos personerne i tesofensine-gruppen var også
reflekteret i et højere niveau af adiponectin i deres blod. Adiponectin er et
peptidhormon, som udelukkende udskilles fra fedtceller (adipocytter).
Adiponectin mindsker antallet af frie fedtsyrer i blodet (plasma triglycerider)
samt øger glukoseomsætningen gennem en forbedret insulinfølsomhed og spiller
derfor også en vigtig rolle i behandlingen af type 2-diabetes. 

• Tesofensine øger energiforbruget i hvile
Efter 14 dages behandling med tesofensine blev der for denne gruppe personer
konstateret en signifikant stigning på 6% i energiforbrug om natten
sammenlignet med de personer, der modtog placebo (p<0,05). Den observerede
stigning kunne ikke forklares ved forskelle i kropsvægt eller spontan fysisk
aktivitet, hvilket indikerer, at der er en direkte effekt af tesofensine på
energiforbruget i hvile. 

De synergieffekter, der er observeret ved behandling med tesofensine i TIPO-2
studiet med positiv indvirkning på appetit kombineret med øget energiforbrug og
fedtomsætning kan formentlig forklare den udtalte effekt på kropsvægt
(reduktion af fedtvæv) og med forbedret glukoseomsætning, der er set både i det
aktuelle og tidligere studier. I lighed med de opnåede resultater fra TIPO-1
studiet, hvor ca. 80% af det observerede vægttab kunne relateres til reduktion
af kropsfedt, viser resultaterne fra TIPO-2, at tesofensines effekt på
energiomsætning opnås gennem tab af fedtvæv og ikke som følge af tab af
muskelmasse eller anden katabolisk virkning i organismen. 

Resultaterne fra TIPO-2 studiet understøtter således tydeligt tesofensines
potentiale som en ny og bedre behandling af fedme og type 2-diabetes. 



Thomas Hofman-Bang
Formand for bestyrelsen


Kontaktpersoner:
Flemming Pedersen, adm. direktør, telefon: 4460 8214 eller 2148 0118
Hanne Leth Hillman, Vice President, Director of Investor Relations & Corporate
Communications, telefon: 4460 8212 eller 4017 5103 



NeuroSearch (NEUR) er et skandinavisk biofarmaceutisk selskab noteret på OMX
Den Nordiske Børs København A/S. Selskabets kerneforretning dækker udvikling af
nye lægemidler baseret på en bred og veletableret forskningsplatform med fokus
på ionkanaler og sygdomme i centralnervesystemet (CNS). En betydelig del af
aktiviteterne er partnerfinansieret via en bred strategisk alliance med
GlaxoSmithKline (GSK) samt samarbejdsaftaler med bl.a. Abbott og Astellas.
NeuroSearchs produktpipeline omfatter 14 kliniske (fase I-III)
udviklingsprogrammer: ACR16 inden for Huntingtons sygdom (fase III),
tesofensine inden for fedme og type 2-diabetes (fase III-forberedelse), NS2359
inden for depression (fase II) og ADHD (fase II) i samarbejde med GSK, ABT-894
inden for ADHD (fase II) og smerte (fase II) i samarbejde med Abbott, ACR16
inden for skizofreni (fase I) i samarbejde med Astellas, ACR325 inden for
Parkinsons sygdom (fase II forberedelse) og maniodepressiv sygdom (fase
II-forberedelse), ABT-107 og ABT-560 til behandling af flere forskellige
CNS-lidelser, begge (fase I) i samarbejde med Abbott, NSD-644 inden for smerte
(fase I) i samarbejde med GSK, ACR343 inden for Parkinsons sygdom (fase I) samt
NSD-788 inden for angst/depression (fase I). NeuroSearch har desuden en bred
portefølje af prækliniske lægemiddelkandidater og har kapitalandele i flere
biotekvirksomheder.

Attachments

fonds.29-08 - tipo-2 endelige resultater - dk_final.pdf