Sydbanks kvartalsrapport 1.-3. kvartal 2008


Tilfredsstillende basisresultat
Sydbank-koncernen har i 1.-3. kvartal 2008 realiseret et resultat før skat på
960 mio. kr. mod 1.871 mio. kr. i 1.-3. kvartal 2007. Resultatet forrenter den
gennemsnitlige egenkapital med 18 pct. p.a. 

Basisresultatet før nedskrivninger udgør 1.227 mio. kr. mod 1.357 mio. kr. i
1.-3. kvartal 2007. Tilbagegangen er forårsaget af en reduktion i
handelsindtjeningen og en stigning i omkostninger. 

Sydbank-koncernen har i 1.-3. kvartal 2008 foretaget nedskrivninger på udlån
med 85 mio. kr., hvor der i samme periode i 2007 blev indtægtsført 608 mio. kr. 

Beholdningsresultatet udgør -362 mio. kr., og poster med engangskarakter er
netto indtægtsført med 
180 mio. kr.

Resultat efter skat udgør 744 mio. kr. Resultatet forrenter den gennemsnitlige
egenkapital med 14 pct. p.a. Periodens resultat pr. aktie er reduceret fra 21,1
kr. til 11,7 kr. 

Pr. 1. februar 2008 blev bankTrelleborg overtaget og fusioneret med Sydbank.
Udviklingen i Sydbank-koncernens udlån, indlån og resultat mv. er i 1.-3.
kvartal 2008 positivt påvirket heraf. 

På baggrund af den finansielle krise og den makroøkonomiske opbremsning
vurderes regnskabet og forretningsudviklingen som tilfredsstillende. 

Sydbank er medlem af Det Private Beredskab og dermed omfattet af den etablerede
statsgarantiordning. Det er Sydbanks vurdering, at statsgarantiordningen vil
genskabe et fungerende pengemarked, samt genskabe udlandets tillid til danske
pengeinstitutter. 

Den realiserede tilbagegang i handelsindtjeningen har et større omfang end
oprindelig udmeldt. I konsekvens heraf og grundet bankens udgift i indeværende
år til statsgarantiordningen, anslået til ca. 70-80 mio. kr., forventer
koncernen et basisresultat før nedskrivninger for hele året i den nedre del af
det udmeldte interval på 1,6-1,9 mia. kr. 
 
Supplerende kan oplyses at bankens beholdningsresultat grundet det ikke
fungerende realkreditmarked siden ultimo september 2008 er yderligere forværret
med et ikke realiseret kurstab på ca. 225 mio. kr. 

Direktionen
Pr. 1. november 2008 indtræder bankens hidtidige Kapitalforvaltningsdirektør
Allan Nørholm i Sydbanks direktion. 

Allan Nørholm, der er 43 år og cand. oecon., har siden 1989 arbejdet i Sydbank,
heraf de sidste 6 år med ansvar for bankens kapitalforvaltningsaktiviteter. 

Allan Nørholm får i direktionen ansvaret for Markets Handel, Kapitalforvaltning
og Handelsadministration. 

Pr. 1. november 2008 består Sydbanks direktion herefter af adm. direktør
Carsten Andersen, bankdirektør Karen Frøsig, bankdirektør Preben L. Hansen og
bankdirektør Allan Nørholm. 

Venlig hilsen
 	 
Kresten Philipsen	Carsten Andersen
formand for	adm. direktør
bestyrelsen	




Henvendelser vedrørende meddelelsen til
adm. direktør Carsten Andersen, tlf. 74 36 20 00

Attachments

fm 18.pdf