mandag den 25. maj 2009


I henhold til vedtægternes pkt. 8 indkaldes hermed til ekstraordinær
generalforsamling i Nordicom A/S, der afholdes mandag den 25. maj 2009 kl.
10.00 på Nordicom's adresse, Kongens Nytorv 26, 4. sal, 1050 København K. 

Indkaldelsen sker som følge af, at mindre end 2/3 af den stemmeberettigede
aktiekapital var repræsenteret på selskabets ordinære generalforsamling,
hvorfor bestyrelsens forslag til vedtægsændringer ikke kunne gennemføres. 

For den ekstraordinære generalforsamlingen er der fastsat følgende dagsorden:


1.  Valg af dirigent

2.  Behandling af følgende forslag fra bestyrelsen:

2.1 Bemyndigelse til bestyrelsen til i tiden indtil den 1. april 2014 ad én
    eller flere gange at forhøje selskabets aktiekapital med op til nominelt kr.
    150.000.000,00, jf. aktieselskabslovens § 37. Kapitalforhøjelserne skal
    gennemføres ved kontant indbetaling, apportindskud eller gældskonvertering,
    med eller uden fortegningsret for selskabets eksisterende aktionærer efter
    bestyrelsens beslutning herom i hvert enkelt tilfælde. Kontante
    kapitalforhøjelser, der sker uden fortegningsret for selskabets eksisterende
    aktionærer, skal gennemføres til en kurs, der svarer til markedskursen eller
    derover. 

2.2 Bemyndigelse til bestyrelsen i tiden indtil den 1. april 2014 til ad én
    eller flere gange at optage lån mod obligationer eller andre gældsbreve, der
    giver indehaveren ret til at konvertere fordringen til aktier, jf.
    aktieselskabslovens § 41 b, for et lånebeløb på op til kr. 150.000.000,00,
    mod kontant betaling eller overtagelse af værdier. Lån kan optages med
    eller uden fortegningsret for selskabets eksisterende aktionærer som
    besluttet af bestyrelsen i hvert enkelt tilfælde. Fortegningsretten kan ved
    kontant indskud alene fraviges, såfremt lånet optages til en kurs, der
    svarer til markedskursen eller derover. Bestyrelsen bemyndiges samtidig til
    at gennemføre de tilhørende kapitalforhøjelser. 

3.  Eventuelt.

Vedtagelse af forslagene under pkt. 2.1 og 2.2 kræver i henhold til
vedtægternes pkt. 11.2, at forslaget vedtages med mindst 2/3 af såvel de
afgivne stemmer som af den på generalforsamlingen repræsenterede
stemmeberettigede kapital. 

Selskabets aktiekapital udgør nominelt kr. 312.785.800 fordelt på 3.127.858
aktier à kr. 100. Hvert nominelt aktiebeløb på kr. 100 giver én stemme.
Stemmeretten kan udøves ved fuldmægtig. Der skal i så fald fremlægges skriftlig
og dateret fuldmagt. Fuldmagt kan ikke gives for længere tid end et år jf.
vedtægternes pkt. 9.2. 

Dagsorden og de fuldstændige forslag vil otte dage før generalforsamlingens
afholdelse være fremlagt til eftersyn for aktionærerne på selskabets kontor,
Kgs. Nytorv 26, 1050 København K. Materialet fremsendes endvidere til
selskabets navnenoterede aktionærer, der har fremsat begæring herom. 

Enhver aktionær er berettiget til at deltage i generalforsamlingen, når han
senest fem dage før dennes afholdelse har løst adgangskort hertil i
overensstemmelse med vedtægternes pkt. 9.1. 

Der gøres opmærksom på, at der i forbindelse med afholdelsen af den
ekstraordinære generalforsamling ikke vil være nogen form for bespisning. 

Adgangskort bestilles hos I-NVESTOR DANMARK A/S ved returnering af
tilmeldingsblanket eller på fax 45 46 09 98. Tilmeldingsblanket eller fax skal
være I-NVESTOR DANMARK A/S i hænde senest den 20. maj 2009. Tilmelding kan også
ske elektronisk på www.nordicom.dk inden for samme frist. 

Enhver aktionær har stemmeret på generalforsamlingen, når vedkommende senest
dagen for udsendelse af indkaldelse til generalforsamling har ladet sine aktier
notere på navn i selskabets aktiebog, eller når han inden samme frist har
anmeldt og dokumenteret sin ret, og dertil senest fem dage før
generalforsamlingen har indløst adgangskort. 

København, den 1. maj 2009

NORDICOM A/S
Bestyrelsen