FormueEvolution II A/S - Periodemeddelelse for 1. kvartal 2011

Selskabsmeddelelse nr. 4


Resultat

FormueEvolution II A/S har i 1. kvartal 2011 realiseret et positivt resultat på 3,8 mio. kr. svarende til en forrentning af egenkapitalen på 9,6 pct. i forhold til egenkapitalen pr. 31.12.2010.

Stigende renter samt faldende USD har betydet, at afkastet på den underliggende portefølje på såvel aktier som obligationer i 1. kvartal har været marginalt negativt. MSCI World (i DKK) falder i 1. kvartal med 1,25 pct.

Da en del af finansieringen er optaget i valutaer uden for Euroen, har eurostyrkelsen påvirket resultatet positivt. Det positive resultat kan udelukkende henføres til en positiv kursregulering på lånesiden som følge af faldende CHF og JPY.

Efter gældsproblematikken i 2010 primært var rettet mod Europa med svækkelse af Euro´en til følge, kom der i 1. kvartal 2011 tillige fokus på den amerikanske gæld. Samtidig har den europæiske centralbank signaleret et skifte mod strammere pengepolitik og rentestigninger, hvilket har været medvirkende til styrkelse af Euro´en over for de fleste valutaer.   

Den samlede gearing pr. 31.03.2011 er på 2,0. Andelen af aktier i pct. af egenkapitalen inkl. afledte finansielle instrumenter er pr. 31.03.2011 tæt på 140 pct., hvilket er en overvægtning i forhold til den langsigtede basisportefølje, der sigter mod en aktieandel på 105 pct.

Positive resultatforventninger for 2011

Med udgangspunkt i forventninger om en fortsat stabilisering i den globale økonomi samt på de finansielle markeder forventes et positivt resultat for året 2011. Forventningerne til resultatet for 2011 er dog behæftet med stor usikkerhed, idet resultatet i høj grad afhænger af udviklingen på de finansielle markeder for resten af 2011. Selvom den globale økonomi viser tegn på fortsat økonomisk vækst, samtidig med at risikoen for nyt økonomisk tilbageslag er aftaget, vil der i de kommende år være en konstant risiko for fornyet fokus på gældskrisen i såvel Europa som USA.

Yderligere information kan fås ved henvendelser til direktør Anders Andersen, tlf. 74 37 46 85. 

Med venlig hilsen
 

Christian Cordsen Nielsen                           Anders Andersen
Bestyrelsesformand                                    Direktør 


Attachments

Periodemeddelelse 1. kvartal 2011 FEII.pdf