Storaktionærmeddelelse: Oticon Fonden og William Demant Invest iht. værdipapirhandelslovens § 29


Selskabsmeddelelse nr. 2011-09                                          10. november 2011

 

Storaktionærmeddelelse vedrørende Oticon Fonden og

William Demant Invest i henhold til værdipapirhandelslovens § 29

 

I henhold til værdipapirhandelslovens § 29 skal William Demant Holding A/S hermed offentlig­gøre, at selskabet har modtaget følgende meddelelse fra William Demants og Hustru Ida Emilies Fond (Oticon Fonden):

 

"Oticon Fonden har den 10. november 2011 overdraget hovedparten af sin aktiepost i William Demant Holding A/S (WDH) til William Demant Invest A/S (WDI), der er 100 % ejet af Oticon Fonden.

 

Med aktieoverdragelsen har Oticon Fonden nu samlet alle sine erhvervsmæssige aktiviteter i WDI, hvilket muliggør, at overskydende likviditet kan investeres så effektivt som muligt på tværs af WDI's selskaber. Oticon Fondens nye struktur svarer til den struktur, som anvendes af en række andre større erhvervsdrivende fonde i Danmark.

 

Ved overdragelsen har Oticon Fonden ved apportindskud indskudt 50,7 % af WDH's samlede aktiekapital i WDI og har samtidig solgt 6,3 % af WDH's samlede aktiekapital til WDI, der herefter ejer 57,0 % af den totale aktiekapital i WDH. Fonden har beholdt en aktiepost i WDH svarende til 2,0 % af aktiekapitalen.

 

Opgjort i antal aktier udgjorde Oticon Fondens beholdning af aktier i WDH 34.438.643 styk før dagens transaktioner. Efter dagens transaktioner ejer Oticon Fonden 1.166.998 aktier direkte, mens 33.271.645 aktier ejes indirekte gennem det helejede datterselskab WDI.

 

Såvel før som efter de nævnte transaktioner kontrollerer Oticon Fonden således 34.438.643 aktier i WDH svarende til 59,0 % af WDH's aktiekapital. Stemmeret og beslutninger om køb og salg af WDH-aktier forbliver i Fonden.

 

I 2005 meddelte Oticon Fonden, at den vil tilstræbe at kontrollere en ejerandel på 55-60 % af WDH's aktiekapital, hvilket fortsat er gældende."

 

 

¨ ¨ ¨ ¨ ¨ ¨ ¨

 

 

Yderligere information:                                                     

Adm. direktør Niels Jacobsen                                         

Telefon +45 3917 7100                                                       

www.demant.com                                                             

 

 

Om Oticon Fonden og WDI

William Demant Holdings hovedaktionær, Oticon Fonden, har som hovedformål at sikre og udbygge William Demant Holding-koncernens virksomhed og yde støtte til forskellige erhvervsmæssige og velgørende formål med særligt fokus på det audiologiske område. Oticon Fonden, hvis fulde navn er William Demants og Hustru Ida Emilies Fond, blev stiftet i 1957 af William Demant, der var søn af virksomhedens grundlægger Hans Demant. Oticon Fondens investeringsaktiviteter varetages af William Demant Invest, der er 100 % ejet af Fonden. Foruden investeringen i William Demant Holding omfatter WDI's investeringer ejerandele i ejendomsselskabet Jeudan (41,3 %) samt medicovirksomhederne Össur (39,6 %) og Origio (8,3 %).

 


Attachments