NTR Holding A/S forhøjer aktiekapitalen ved en rettet emission til markedskurs


Selskabsmeddelelse nr. 5 - 2017
København, den 3. maj 2017



Denne meddelelse har alene til formål at give oplysninger og udgør ikke et tilbud om at købe, sælge, udstede eller tegne værdipapirer, og er ikke en opfordring til et tilbud om at købe, sælge, udstede eller tegne værdipapirer. Denne meddelelse og informationerne heri er ikke til offentliggørelse eller videregivelse, hverken direkte eller indirekte, til eller i USA, Australien, Canada, Japan eller Sydafrika. Ej heller vil noget salg af værdipapirer blive gennemført i en jurisdiktion, hvor et sådant tilbud, opfordring til tilbud eller salg ville være ulovligt uden en registrering i henhold til værdipapirlovgivningen i en sådan jurisdiktion. Dette dokument udgør en meddelelse og er ikke et prospekt i henhold til Direktiv 2003/71/EF med senere ændringer. Emissionen bliver foretaget i henhold til undtagelsesbestemmelserne for offentliggørelse af et prospekt, og der vil således ikke blive offentliggjort et prospekt i forbindelse med emissionen.


NTR Holding A/S forhøjer aktiekapitalen ved en rettet emission til markedskurs
Bestyrelsen i NTR Holding A/S ("NTR") har i dag besluttet at udbyde op til 215.033 stk. nye B-aktier a nominelt DKK 20 til markedskurs ("Udbuddet"), svarende til 9,99 pct. af den registrerede B-aktiekapital i NTR. Udbuddet gennemføres som en rettet emission i henhold til generalforsamlingsbemyndigelse, som er optaget i § 3a i Selskabets vedtægter, til en pris på DKK 36,5 pr. aktie a nominelt DKK 20. Kursen er fastsat som markedskurs baseret på et vægtet kursgennemsnit de foregående 4 uger.

Baggrund og anvendelse af provenu
Provenuet fra kapitaludvidelsen skal styrke NTR's soliditet og dermed øge koncernens finansielle fleksibilitet til fremtidige investeringer i den fortsatte udvikling af datterselskabet Daniamant.

Udbuddet
Udbuddet gennemføres som en rettet emission til visse investorer efter bestyrelsens nærmere beslutning. Udbuddet sker således uden fortegningsret for Selskabets aktionærer i overensstemmelse med bemyndigelsen i vedtægternes § 3a og er undtaget fra prospektpligt, jf. prospektbekendtgørelsens § 13, stk. 1, nr. 1, og 2 og § 15, stk. 1, nr. 1.

Bruttoprovenuet fra emissionen forventes ved fuld tegning at udgøre DKK 7,8 mio. baseret på tegningskursen fastsat ovenfor.

Ved fuld tegning forhøjes NTR's B-aktiekapital ved Udbuddet med nominelt DKK 4.300.660 til i alt DKK 47.307.420. NTR's samlede aktiekapital vil herefter udgøre nominelt DKK 49.494.000 fordelt på nominelt DKK 2.186.580 A-aktier og nominelt 47.307.420 B-aktier.

Optagelse til handel og officiel notering
De nye aktier vil blive udstedt i en midlertidig ISIN. Den midlertidige ISIN kode vil ikke blive optaget til handel og officiel notering, idet den alene vil blive registreret i VP SECURITIES A/S til brug for tegning af de nye aktier.

Nasdaq Copenhagen har bekræftet, at de nye aktier vil blive optaget til handel og officiel notering under den eksisterende ISIN DK0010027671, efter at forhøjelsen af aktiekapitalen er blevet registreret hos Erhvervsstyrelsen.

Forventet tidsplan for Udbuddet:
Beslutning om udnyttelse af bemyndigelse: 3. maj 2017
Frist for tegning af de nye aktier udbudt som led i Udbuddet: 3. maj 2017
Forventet betalingsdato mod levering af nye aktier: 5. maj 2017
Forventet dato for registrering af kapitalforhøjelsen i Erhvervsstyrelsen: 5. maj 2017
Forventet dato for optagelse til handel og officiel notering af nye aktier under den eksisterende ISIN kode på Nasdaq Copenhagen: 9. maj 2017

Nordea Danmark fungerer som settlement agent i forbindelse med Udbuddet.

Når de nye B-aktier er registreret hos Erhvervsstyrelsen, vil de have samme rettigheder som de eksisterende aktier i aktieklassen. De nye aktier vil have ret til udbytte og andre rettigheder i Selskabet fra tidspunktet for kapitalforhøjelsens registrering hos Erhvervsstyrelsen.

De nye aktier er omsætningspapirer og udstedes på navn og noteres i NTR's ejerbog, der føres af VP INVESTOR SERVICES A/S. Ingen aktier har særlige rettigheder, og ingen aktionær er forpligtet til at lade sine aktier indløse helt eller delvist.


For yderligere information kontakt:
Niels Heering, bestyrelsesformand, tlf. 33 41 41 10
Ole Mikkelsen, direktør, e-mail: om@ntr.dk, mobil: +45 30 66 96 30

Attachments:

http://www.globenewswire.com/NewsRoom/AttachmentNg/79cd0076-82cb-486a-96ec-33f9af286806


Attachments

NTR 2017 05 170503 Kapitalforhøjelse.pdf